Om mig

Erhards livshistorie

 

Erhard 2 årJeg er opvokset på  bygden ”Strendur” på Færøerne. Min barndom husker jeg som god, jeg kan i hvert fald ikke finde noget jeg kan klage over. Det første jeg kan huske er, at vi skulle i kirke hver Søndag. Jeg ved ikke om man gjorte det, fordi vi var troende, eller om vi bare skulle være som de andre. For der blev ikke snakket så meget om Jesus i vores hjem. Men der læst op af bibelen de søndage vi ikke var i kirke, kan jeg huske. Det kunne godt være lidt træls, fordi vi drenge ville hellere ud at lege, men det måtte man ikke gøre , fordi det var synd at lege, mens de andre var i kirke. Forældrene havde også en historie om, at gik jeg ud for at lege mens de andre var i kirke, kom der en grim ko efter en, som de kaldte ”Ólamua” , og der var ingen problemer at få overbevist en lille knægt på 4-5 år, at det var sandt, så jeg blev pænt inden døre. Min far var en besindig mand, som sjælden gik over gevind, men jeg husker en søndag hvor han blev godt tosset på mig. Denne søndag skulle vi selvfølgelig i kirke. Jeg havde fået det fine tøj på, som altid når vi skulle i kirke. Som regel var jeg klædt på i god tid, så jeg havde lidt tid at lege inden vi skulle af sted. Det skal lige fortælles at vi havde et rimeligt stort hønsehus, som min far gemte nogle ting i, bland andet tjære til huset og andet. Jeg gik ned for at se til hønsene for at få tiden til at gå og fik så øje på denne her bøtte der hang oppe under loftet og skulle selvfølgelig finde ud af hvad der var i. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg var for lille til at få fat i hanken på bøtten, så jeg løftede bare op under bunden, og hvad skede der. Bøtten tippede rund, og al tjæren kom ned over mig og mit fine søndagstøj. Da blev  far godt nok tosset. Jeg fik en endefuld så stor, som jeg aldrig glemmer. Ikke nok havde jeg ødelagt al hans tjære, men alt mit fine tøj var lige til skraldespanden. Min mor måtte bruge et helt pund margarine for at få mig ren igen.

 

 

Erhard 12I halvtresserne var det ikke så nemt at få fat i alt hvad vi skulle bruge, som det er i dag. Vi var næsten selvforsynede med alt på nær kaffe og te, som man jo ikke kan dyrke på Færøerne. ERhard og BinaMen den daglige mad var der altid nok af. Manglede der noget, mærkede jeg det i hvert fald ikke. Vi havde masser af fisk, lam, fugle, som enten blev tørret eller saltet ned i tønder, som vi så kunne spise om vinteren. Næsten hver husstand havde en ko dengang, så mælk manglede der aldrig. Dog havde vi ingen ko, men min mor malkede tre køer hos en velhavende familie i bygden, og på den måde fik vi den mælk vi havde brug for. Jeg var hver dag med min Mor for at malke, og nogle gange drak jeg mælken lige fra mælkespanden, den var helt lysegrøn og varm. Den lysegrønne farve kom af at køerne gik på græs, men jeg husker hvor godt jeg kunne lide det, så det blev drukket med velbehag.

 

 

 

i-jxx2djs-x2Min skolegang er ikke noget at prale af, men de syv år skulle overstås, og det gik da nogenlunde, tror jeg?. Jeg fik da lært at skrive og regne, og det var vel det vigtigste. En episode står lysende klar for mig, og det var en lærer der gav mig en lussing, for ikke kunne citere et lille stykke bibelhistorie udenad, som jeg havde fået for. Jeg kan huske at jeg stod oppe ved lærerens bord og skulle læse udenad, men kunne ikke. Læreren tog og klappede bogen samme med en vis kraft, så jeg blev vel lidt forskrækket. Bagefter gav han mig en lussing på kinden med bogen, så det sang i mit hoved og så  var jeg bare helt færdig. Jeg hylede som en stukket gris. Men det må alligevel have gjort et vis indtryk, for efter den dag kunne jeg altid min bibelhistorie udenad.

 

 

Om vinteren var der meget sjov på Færøerne. Der var altid masser af sne, kan jeg huske. Mig og mine kammerater lavede som regel selv vores slæder, for det var det bedste. Fordi, så kunne jeg jo selv bestemme størrelsen. Slæden bestod som regel af to stykker træ, som vi savede til så den ene ende kom til at bukke opad foran. Siden blev der sømmet en plade masonit på, med den glatte side nedad. Disse slæder kunne køre afsindig hurtig, så længe den glatte side ikke var slidt væk, ned ad de stejle bakker, som der er masser af  på Færøerne. En god vinterdag, hvor der var faldet så meget sne, at alt var væk under sneen, både hegn og store sten. Da tog mig og mine lejekammerater helt op på fjeldet ( ca. 500 – 600 m) for at slæde. Det tog vel et par timer at komme op, men det var sliddet  værd. Jeg er aldrig kommet så hurtig ned ad en fjeldside før. Jeg kan huske, at der var kommet hul på mine færøske uldvanter af at styre slæden. Jeg ved ikke hvor hurtig det gik at komme ned, men det gik i hver fald meget stærkt. Det er en tur jeg aldrig kommer til at glemme.

 

 

ERhard2Da jeg var blevet ca. 13-14 år gammel, skulle jeg lære at danse, for at jeg kunne ikke gå i dans i ”Dansestovan” på Strendur uden at jeg kunne danse. Jeg kan huske at min søster ”Bina” havde nogle veninder, som mente jeg skulle lære det. Det var sjovt. Jeg blev svinget rundt i en vals eller kviksteep, som var det mest almindelige dengang. Bina havde en Philips pladespiller, kan jeg huske,  og den blev meget brugt. Ind imellem blev der danset lidt for hårdt til, så skete det at pickuppen hoppede hen ad grammofonpladen, men det var ingen hindring, så skulle vi jo bare finde takten igen. Det endte i hvert fald med, at jeg blev en habil danser.

”Dansestovan” på Strendur var ikke ret stor, der kunne vel være 200 mennesker, så var den fyldt op, men jeg har hørt at der på en enkel aften kunne været solgt mere 400 billetter, så der må have været trængsel indimellem, og det var der også. Der var altid god stemning og der blev skiftet mellem ”Engelsk” og Færødans (kædedans) så var alle mand tilfreds. Dansestovan vil jeg mest sammenligne med et høhus. Der var ingen varme, så for at holde varmen, måtte man danse sig varm.  Da jeg i 1962 begyndte at gå til dans var der een båndoptager til musikken, og når jeg tænker hvad for et grej der bliver brugt i dag til diskotek, er det fantastisk at vi kunne høre denne båndoptager, men det gik fint. Nogle gange kunne man ikke blive enige om hvad der skulle danses – engelsk eller færødans – det klaret ved at båndoptageren røg ud gennem vinduet, og gik i tusind stykker, så var der i hvert fald ikke noget musik der kunne genere den færøske dans.

12112307_10205398566304402_679044280054797380_nI 1963 tog jeg til Torshavn for at købe mig en guitar og en forstærker på trods af jeg aldrig havde ejet en guitar før. Det blev en fantastisk  tid men denne guitar. Jeg lærte ret hurtigt at spille rytmeguitar og inden jeg have set mig om, spillede jeg sammen med nogle venner i et band. Den første aften glemmer jeg aldrig, fordi jeg var rigtig nervøs kan jeg huske. Pludselig var det mig og de to andre der var midtpunkt for det hele, og det var jeg ikke vandt til, men det var en utrolig fornemmelse. Lige pludselig var jeg blevet berømt på Strendur.

 

12112256_10205406296457651_1261387694659421605_nVores første instrumenter var en harmonika, en halvakustisk guitar, og så min fine Høfner guitar med forstærker. Hvordan det lød ved jeg ikke, men jeg kan huske at der ikke blev danset ret meget i begyndelsen, folk var mere interesseret i at kikke på os der spillede. I 1964 fik vi så rigtige instrumenter. En forstærker pr. mand, sanganlæg og et trommesæt, så da begyndte det at blive rigtig sjovt. Dem der spillede med Tónlist dengang var. Tonny Thomsen sang og sologuitar, hans bror John Thomsen sang og basguitar, Erhard Olsen sang og rytmeguitar, og Símin Rasmussen sang og trommer. Musikken der blev spillet, var alt muligt, fra vals til Rokk’n’roll, og selvfølgelig alt det færøske der var fremme dengang. Musikken må have lydt godt nok, for der var fuld hus hver aften vi spillede. Der kom folk fra hele øen til dans på Strendur, så der var altid en fantastisk god stemning i Dansestovan.