Til søs i 1963

1963 var også det år hvor jeg tog til søs for første gang. Det blev en barsk tur. Jeg har aldrig været så søsyg før i mit liv. Jeg husker, at jeg selvfølgelig skulle være som alle de andre søfolk ombord, så jeg havde købt tobak og rullepapir, men det skal jeg love for, det fik jeg ikke røget meget af. Det endte med, at jeg solgte hele molivittet til en af mine skibskammerater. Det havde i hvert fald den virkning, at jeg aldrig har røget siden. Så der er aldrig noget så skidt, at det ikke er godt for noget. Det tog syv dage at sejle til Grønland dengang, så I kan tænke jer, at det var hårdt for en lille knejs på 15 år, som mig, at ligge søsyg så længe, men jeg husker, da vi kom op til Grønland, og vi skulle til at arbejde, gik søsygen over, og så kunne jeg arbejde på lige fod med alle de andre ombord. Jeg var ombord på ”Austerlizt” i ca. 7 måneder, og på den tid var vi to gange på Grønland og fangede en masse torsk. Jeg nåede også at komme på sildefiskeri. Det foregik med sildegarn dengang, og jeg kan huske at vi havde ca. 180 garn med, så det tog hele dagen at få disse garn ind igen, det var et hårdt slid, men det skulle jo gøres, så det var bare med at gå til den. Da det var overstået var jeg blevet en holden mand da jeg kom hjem igen. Vi var 27 mand ombord, så det gik ikke altid stille af. Jeg kan huske da vi første gang skulle skaffe(spise) sagde besætningen til mig, hvor jeg skulle sidde henne. Det var et stort trekantet bord i ”lokaren” , hvor der gik en ”palstøtte ”( det bliver brugt til ankerkæden) ned igennem. Jeg blev pladseret på det ene hjørne af besætningen, som troede , at nu havde de fået skovlen under mig. Det viste sig, at de havde sat mig på skipperens plads. Men da skipperen kom vidste han godt hvad der foregik, så han satte sig pænt ned ved siden af mig, og spurgte mig om jeg kunne lide at være om bord. Til det svarede jeg selvfølgelig, at det kunne jeg . Så han tog faktisk fusen på dem alle sammen. Det fandt jeg så ud af bagefter. Jeg var selvfølgelig stolt som en ”pave” over at få lov at sidde ved siden af skipperen. Det var ikke hver mand beskåret.

Hvis jeg nu skal skrive alt om mit liv til søs, så bliver det en lang historie, men nogle af historierne skal med.
I 1964 kom jeg ud at sejle med langlineskibet ”Havørnin” som var hjemmehørende i bygden Søldafjørður på Østerø. Det var et stålskib på ca. 175 ton. Det var jo fine forhold ombord, sammenlignet med det første skib jeg var med. Der boede vi max 6 mand på et kammer, så der var god plads. Det var et godt skib jeg var kommet med, for vi fangede rigtig mange fisk. På den ene tur til Grønland, var vi bare 7 uger væk fra Færøerne, og det var meget hurtigt den gang.

Skibet blev fyldt op med ca. 200 ton saltfisk, så der var bare en ting at gøre, og det var at komme hjem og få skibet tømt i en fart, så vi kunne komme af sted igen. Oppe på Grønland kom vi mange gange ind i Færingehavnen for at proviantere, og det kunne gå livligt til. Der lå jo altid mange andre færøske skibe, så det blev selvfølgelig gået ombord hos de forskellige.

Mange gange blev der pralet om hvem der fiskede mest, og der blev råbt meget højt nogle gange. Der blev drukket meget Akvavit når nu man havde fri. Ofte når så besætningen kom ombord igen, have de været i slagsmål. Det var ikke altid et kønt syn der mødte en om morgenen når de kom vaklende ombord.