Erhards livshistorie

Jeg er opvokset på bygden ”Strendur” på Færøerne.

Min barndom husker jeg som god, jeg kan i hvert fald ikke finde noget jeg kan klage over.

Det første jeg kan huske er, at vi skulle i kirke hver Søndag.

Jeg ved ikke om man gjorde det, fordi vi var troende, eller om vi bare skulle være som de andre.

For der blev ikke snakket så meget om Jesus i vores hjem. Men der læst op af bibelen de søndage vi ikke var i kirke, kan jeg huske. Det kunne godt være lidt træls, fordi vi drenge ville hellere ud at lege, men det måtte man ikke gøre , fordi det var synd at lege, mens de andre var i kirke.

 Forældrene havde også en historie om, at gik jeg ud for at lege mens de andre var i kirke, kom der en grim ko efter en, som de kaldte ”Ólamua” , og der var ingen problemer at få overbevist en lille knægt på 4-5 år, at det var sandt, så jeg blev pænt inden døre.

Min far var en besindig mand, som sjælden gik over gevind, men jeg husker en søndag hvor han blev godt tosset på mig. Denne søndag skulle vi selvfølgelig i kirke. Jeg havde fået det fine tøj på, som altid når vi skulle i kirke. Som regel var jeg klædt på i god tid, så jeg havde lidt tid at lege inden vi skulle af sted. Det skal lige fortælles at vi havde et rimeligt stort hønsehus, som min far gemte nogle ting i, bland andet tjære til huset og andet. Jeg gik ned for at se til hønsene for at få tiden til at gå og fik så øje på denne her bøtte der hang oppe under loftet og skulle selvfølgelig finde ud af hvad der var i. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg var for lille til at få fat i hanken på bøtten, så jeg løftede bare op under bunden, og hvad skede der. Bøtten tippede rund, og al tjæren kom ned over mig og mit fine søndagstøj. Da blev far godt nok tosset. Jeg fik en endefuld så stor, som jeg aldrig glemmer. Ikke nok havde jeg ødelagt al hans tjære, men alt mit fine tøj var lige til skraldespanden. Min mor måtte bruge et helt pund margarine for at få mig ren igen.

I halvtredserne var det ikke så nemt at få fat i alt hvad vi skulle bruge, som det er i dag. Vi var næsten selvforsynende med alt på nær kaffe og te, som man jo ikke kan dyrke på Færøerne. Men den daglige mad var der altid nok af. Manglede der noget, mærkede jeg det i hvert fald ikke. Vi havde masser af fisk, lam, fugle, som enten blev tørret eller saltet ned i tønder, som vi så kunne spise om vinteren. Næsten hver husstand havde en ko dengang, så mælk manglede der aldrig. Dog havde vi ingen ko, men min mor malkede tre køer hos en velhavende familie i bygden, og på den måde fik vi den mælk vi havde brug for. Jeg var hver dag med min Mor for at malke, og nogle gange drak jeg mælken lige fra mælkespanden, den var helt lysegrøn og varm. Den lysegrønne farve kom af at køerne gik på græs, men jeg husker hvor godt jeg kunne lide det, så det blev drukket med velbehag.