Kan også læses som PDF.
Erhards livshistorie
Jeg er opvokset på bygden ”Strendur” på Færøerne. Min barndom husker jeg som god, jeg kan i hvert fald ikke finde noget jeg kan klage over. Det første jeg kan huske er, at vi skulle i kirke hver Søndag. Jeg ved ikke om man gjorde det, fordi vi var troende, eller om vi bare skulle være som de andre. For der blev ikke snakket så meget om Jesus i vores hjem. Men der læst op af bibelen de søndage vi ikke var i kirke, kan jeg huske. Det kunne godt være lidt træls, fordi vi drenge ville hellere ud at lege, men det måtte man ikke gøre , fordi det var synd at lege, mens de andre var i kirke. Forældrene havde også en historie om, at gik jeg ud for at lege mens de andre var i kirke, kom der en grim ko efter en, som de kaldte ”Ólamua” , og der var ingen problemer at få overbevist en lille knægt på 4-5 år, at det var sandt, så jeg blev pænt inden døre. Min far var en besindig mand, som sjælden gik over gevind, men jeg husker en søndag hvor han blev godt tosset på mig. Denne søndag skulle vi selvfølgelig i kirke. Jeg havde fået det fine tøj på, som altid når vi skulle i kirke. Som regel var jeg klædt på i god tid, så jeg havde lidt tid at lege inden vi skulle af sted. Det skal lige fortælles at vi havde et rimeligt stort hønsehus, som min far gemte nogle ting i, bland andet tjære til huset og andet. Jeg gik ned for at se til hønsene for at få tiden til at gå og fik så øje på denne her bøtte der hang oppe under loftet og skulle selvfølgelig finde ud af hvad der var i. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg var for lille til at få fat i hanken på bøtten, så jeg løftede bare op under bunden, og hvad skede der. Bøtten tippede rund, og al tjæren kom ned over mig og mit fine søndagstøj. Da blev far godt nok tosset. Jeg fik en endefuld så stor, som jeg aldrig glemmer. Ikke nok havde jeg ødelagt al hans tjære, men alt mit fine tøj var lige til skraldespanden. Min mor måtte bruge et helt pund margarine for at få mig ren igen.
I halvtredserne var det ikke så nemt at få fat i alt hvad vi skulle bruge, som det er i dag. Vi var næsten selvforsynende med alt på nær kaffe og te, som man jo ikke kan dyrke på Færøerne. Men den daglige mad var der altid nok af. Manglede der noget, mærkede jeg det i hvert fald ikke. Vi havde masser af fisk, lam, fugle, som enten blev tørret eller saltet ned i tønder, som vi så kunne spise om vinteren. Næsten hver husstand havde en ko dengang, så mælk manglede der aldrig. Dog havde vi ingen ko, men min mor malkede tre køer hos en velhavende familie i bygden, og på den måde fik vi den mælk vi havde brug for. Jeg var hver dag med min Mor for at malke, og nogle gange drak jeg mælken lige fra mælkespanden, den var helt lysegrøn og varm. Den lysegrønne farve kom af at køerne gik på græs, men jeg husker hvor godt jeg kunne lide det, så det blev drukket med velbehag.
Min skolegang er ikke noget at prale af, men de syv år skulle overstås, og det gik da nogenlunde, tror jeg?. Jeg fik da lært at skrive og regne, og det var vel det vigtigste. En episode står lysende klar for mig, og det var en lærer der gav mig en lussing, for ikke kunne citere et lille stykke bibelhistorie udenad, som jeg havde fået for. Jeg kan huske at jeg stod oppe ved lærerens bord og skulle læse udenad, men kunne ikke. Læreren tog og klappede bogen samme med en vis kraft, så jeg blev vel lidt forskrækket. Bagefter gav han mig en lussing på kinden med bogen, så det sang i mit hoved og så var jeg bare helt færdig. Jeg hylede som en stukket gris. Men det må alligevel have gjort et vis indtryk, for efter den dag kunne jeg altid min bibelhistorie udenad.
Om vinteren var der meget sjov på Færøerne. Der var altid masser af sne, kan jeg huske. Mig og mine kammerater lavede som regel selv vores slæder, for det var det bedste. Fordi, så kunne jeg jo selv bestemme størrelsen. Slæden bestod som regel af to stykker træ, som vi savede til så den ene ende kom til at bukke opad foran. Siden blev der sømmet en plade masonit på, med den glatte side nedad. Disse slæder kunne køre afsindig hurtig, så længe den glatte side ikke var slidt væk, ned ad de stejle bakker, som der er masser af på Færøerne. En god vinterdag, hvor der var faldet så meget sne, at alt var væk under sneen, både hegn og store sten. Da tog mig og mine lejekammerater helt op på fjeldet ( ca. 500 – 600 m) for at slæde. Det tog vel et par timer at komme op, men det var sliddet værd. Jeg er aldrig kommet så hurtig ned ad en fjeldside før. Jeg kan huske, at der var kommet hul på mine færøske uldvanter af at styre slæden. Jeg ved ikke hvor hurtig det gik at komme ned, men det gik i hver fald meget stærkt. Det er en tur jeg aldrig kommer til at glemme.
Da jeg var blevet ca. 13-14 år gammel, skulle jeg lære at danse, for at jeg kunne ikke gå i dans i ”Dansestovan” på Strendur uden at jeg kunne danse. Jeg kan huske at min søster ”Bina” havde nogle veninder, som mente jeg skulle lære det. Det var sjovt. Jeg blev svinget rundt i en vals eller quickstep, som var det mest almindelige dengang. Bina havde en Philips pladespiller, kan jeg huske, og den blev meget brugt. Ind imellem blev der danset lidt for hårdt til, så skete det at pickuppen hoppede hen ad grammofonpladen, men det var ingen hindring, så skulle vi jo bare finde takten igen. Det endte i hvert fald med, at jeg blev en habil danser.
”Dansestovan” på Strendur var ikke ret stor, der kunne vel være 200 mennesker, så var den fyldt op, men jeg har hørt at der på en enkel aften kunne været solgt mere 400 billetter, så der må have været trængsel indimellem, og det var der også. Der var altid god stemning og der blev skiftet mellem ”Engelsk” og Færødans (kædedans) så var alle mand tilfreds. Dansestovan vil jeg mest sammenligne med et høhus. Der var ingen varme, så for at holde varmen, måtte man danse sig varm. Da jeg i 1962 begyndte at gå til dans var der en båndoptager til musikken, og når jeg tænker hvad for et grej der bliver brugt i dag til diskotek, er det fantastisk at vi kunne høre denne båndoptager, men det gik fint. Nogle gange kunne man ikke blive enige om hvad der skulle danses – engelsk eller færødans – det klaret ved at båndoptageren røg ud gennem vinduet, og gik i tusind stykker, så var der i hvert fald ikke noget musik der kunne genere den færøske dans.
I 1963 tog jeg til Torshavn for at købe mig en guitar og en forstærker på trods af jeg aldrig havde ejet en guitar før. 
Det blev en fantastisk tid men denne guitar. Jeg lærte ret hurtigt at spille rytmeguitar og inden jeg have set mig om, spillede jeg sammen med nogle venner i et band. Den første aften glemmer jeg aldrig, fordi jeg var rigtig nervøs kan jeg huske. Pludselig var det mig og de to andre der var midtpunkt for det hele, og det var jeg ikke vandt til, men det var en utrolig fornemmelse. Lige pludselig var jeg blevet berømt på Strendur. Vores første instrumenter var en harmonika, en halvakustisk guitar, og så min fine Høfner guitar med forstærker. 
Hvordan det lød ved jeg ikke, men jeg kan huske at der ikke blev danset ret meget i begyndelsen, folk var mere interesseret i at kikke på os der spillede. I 1964 fik vi så rigtige instrumenter. En forstærker pr. mand, sanganlæg og et trommesæt, så da begyndte det at blive rigtig sjovt. Dem der spillede med Tónlist dengang var. Tonny Thomsen sang og sologuitar, hans bror John Thomsen sang og basguitar, Erhard Olsen sang og rytmeguitar, og Símin Rasmussen sang og trommer. Musikken der blev spillet, var alt muligt, fra vals til Rock’n’roll, og selvfølgelig alt det færøske der var fremme dengang. Musikken må have lydt godt nok, for der var fuld hus hver aften vi spillede. Der kom folk fra hele øen til dans på Strendur, så der var altid en fantastisk god stemning i Dansestovan.
1963 var også det år hvor jeg tog til søs for første gang. Det blev en barsk tur. Jeg har aldrig været så søsyg før i mit liv. Jeg husker, at jeg selvfølgelig skulle være som alle de andre søfolk ombord, så jeg havde købt tobak og rullepapir, men det skal jeg love for, det fik jeg ikke røget meget af. Det endte med, at jeg solgte hele molevitten til en af mine skibskammerater. Det havde i hvert fald den virkning, at jeg aldrig har røget siden. Så der er aldrig noget så skidt, at det ikke er godt for noget. Det tog syv dage at sejle til Grønland dengang, så I kan tænke jer, at det var hårdt for en lille knejs på 15 år, som mig, at ligge søsyg så længe, men jeg husker, da vi kom op til Grønland, og vi skulle til at arbejde, gik søsygen over, og så kunne jeg arbejde på lige fod med alle de andre ombord. Jeg var ombord på ”Austerlizt” i ca. 7 måneder, og på den tid var vi to gange på Grønland og fangede en masse torsk. Jeg nåede også at komme på sildefiskeri. Det foregik med sildegarn dengang, og jeg kan huske at vi havde ca. 180 garn med, så det tog hele dagen at få disse garn ind igen, det var et hårdt slid, men det skulle jo gøres, så det var bare med at gå til den. Da det var overstået var jeg blevet en holden mand da jeg kom hjem igen. Vi var 27 mand ombord, så det gik ikke altid stille af. Jeg kan huske da vi første gang skulle skaffe(spise) sagde besætningen til mig, hvor jeg skulle sidde henne. Det var et stort trekantet bord i ”lokaren” , hvor der gik en ”palstøtte ”( det bliver brugt til ankerkæden) ned igennem. Jeg blev placeret på det ene hjørne af besætningen, som troede , at nu havde de fået skovlen under mig. Det viste sig, at de havde sat mig på skipperens plads. Men da skipperen kom vidste han godt hvad der foregik, så han satte sig pænt ned ved siden af mig, og spurgte mig om jeg kunne lide at være om bord. Til det svarede jeg selvfølgelig, at det kunne jeg . Så han tog faktisk fusen på dem alle sammen. Det fandt jeg så ud af bagefter. Jeg var selvfølgelig stolt som en ”pave” over at få lov at sidde ved siden af skipperen. Det var ikke hver mand beskåret.
Hvis jeg nu skal skrive alt om mit liv til søs, så bliver det en lang historie, men nogle af historierne skal med.
I 1964 kom jeg ud at sejle med langlineskibet ”Havørnin” som var hjemmehørende i bygden Søldafjørður på Østerø. Det var et stålskib på ca. 175 ton. Det var jo fine forhold ombord, sammenlignet med det første skib jeg var med. Der boede vi max 6 mand på et kammer, så der var god plads. Det var et godt skib jeg var kommet med, for vi fangede rigtig mange fisk. På den ene tur til Grønland, var vi bare 7 uger væk fra Færøerne, og det var meget hurtigt den gang.
Skibet blev fyldt op med ca. 200 ton saltfisk, så der var bare en ting at gøre, og det var at komme hjem og få skibet tømt i en fart, så vi kunne komme af sted igen. Oppe på Grønland kom vi mange gange ind i Færingehavnen for at proviantere, og det kunne gå livligt til. Der lå jo altid mange andre færøske skibe, så det blev selvfølgelig gået ombord hos de forskellige.
Mange gange blev der pralet om hvem der fiskede mest, og der blev råbt meget højt nogle gange. Der blev drukket meget Akvavit når nu man havde fri. Ofte når så besætningen kom ombord igen, have de været i slagsmål. Det var ikke altid et kønt syn der mødte en om morgenen når de kom vaklende ombord.
Jeg vil også fortælle lidt om mine 6 år i hovedstaden Torshavn på Færøerne (på Færøerne siger vi Havnin om Thorshavn). Dengang var jeg 21 år og i min bedste alder. Jeg havde også lidt penge på lomme dengang, men de forsvandt hurtig i byernes by på Færøerne. Det skal dertil siges, at det var de bedste år i mit liv. Jeg har aldrig haft det så sjov. Der var masser af penge at tjene i Torshavn dengang. Jeg havde mange forskellige job. Jeg startet som slagter i en lille slagerbutik, som dengang lå lidt i udkanten i byen. Mit job var for det meste at skære kød ud til fars om morgenen, og så bringe varer ud til folk. Jeg fik hurtig lært byen at kende. Da jeg blev 22 år tog jeg taxakørekort og begyndte så at køre taxa i min fritid. Taxakørsel var virkelig en god bibeskæftigelse at have ved siden af, for der var ingen taxameter dengang, så der var ingen der viste hvor meget vi tjente. Torshavn var en rigtig god by for unge mennesker dengang, med masser af underholdning om aftenen. Der var dans mindst tre gange om ugen. ”Klubben” var det ene sted, hvor der som regel var dans 2-3 gange om ugen. Så var der også ”Sjónleigarhúsi” (Teateret) ikke at forglemme!, hvor der var dans hver onsdag aften. Der fik jeg slidt min dansesko. Der var altid en fantastisk god stemning, og masser af mennesker, så det som Bina og hendes veninder have lært mig, fik jeg virkelig brug for der. Der var som regel tre orkestre der skiftedes til at spille, på de forskellige aftener, og det var ”Goggan” og ”Tey av Kamarinum”. Goggan spillede al slags musik, og bestod dengang nok af de bedste danse musikere der var på Færøerne. Der var særlig en melodi der blev spillet meget , kan jeg huske, og det var ”Alterkammeraten”. Da var folk bare helt vilde . Melodien var lavet lidt om, så der kunne danses efter den, og den kunne virkelig få folk op af stolene. Der var jo også The Faroe Boys, ikke at forglemme. Det var Færøernens svar på The Beatles, og de var rigtig gode . Når de spillede i Sjónleikahúsiðinum, var der ikke til at komme ind, hvis man ikke kom i god tid. Det skal dertil siges, at Sjóleikarhúsið ikke var noget lille spillested. Der kunne snildt være 5-600 mennesker. Det var ikke mange aftener, at det ikke var fyldt til randen. Der var bare Rock ’n’ Roll for alle pengene.
Musik har jo altid været min store lidenskab, så efterhånden som jeg lærte de forskellige orkestre at kende, fandt jeg et, som jeg godt kunne tænke mig at prøve spille med, så jeg lagde ”billet ind” hos Tey av Kamarinum. Der gik et stykke tid og så var der bid. Deres rytmeguitarrist var stoppet, så nu fik jeg chancen for at vise hvad jeg kunne. Tey av Kamarinum var næsten et familieorkester. Det bestod dengang (da jeg kom med) af Nicolina Jacobsen sang, Eybjørn Jacobsen Sologuitar, Áslakkur Jacobsen sang og harmonika, Johannes á Rógvu Bas, og vores trommeslager, Birgir Jakobsen, men som jeg mener også var et familiemedlem, og så mig. Jeg kan huske, at jeg skulle hilse på deres gamle mor, for ligesom at blive accepteret af den gamle, og det må jeg så have gjort rigtigt, for jeg fik lov til at blive i orkesteret.
Jeg havde også mange andre job i Torshavn. Et af de mere spændende og dramatiske job var som udsmider i Klubben (Torshavns største danseklub og diskotek). Der var jævnligt 400-500 mennesker hver aften der var åben, så der var nok at se til, kan I tro. Hvis jeg husker rigtigt, var op til 10-11 kontollører til at passe på at alt gik som det skulle. Man måtte de dengang ikke have spiritus med ind, og det var der meget ballade om, næsten hver aften. De fleste af kontrollørerne var mænd, men der var også en pige, til at tage sig af damerne. De fleste af os trænede dengang i (”Havnar Judofelag”), så vi var i rimelig god form og træning til at tage os af den ballade det opstod. En aften blev det alligevel for meget for os. Der var kommet en engelsk trawlerbesætning ind, og de ville ikke af med spiretussen, da vi bad dem om det, de var fuldstændig ligeglade med hvad vi sagde til dem. De var vel 25-30 stk. så den aften fik vi brug for alt hvad vi have lært i judoklubben, kan i tro. Der var simpelthen slagsmål over det hele i danselokalet, fordi vi fik selvfølgelig hjælp af nogle af de lokale gæster der var der. Det endte med at vi måtte sende bud efter politiet til at hjælpe os. Da de så hvor galt det var, var det lige ved at de opgav på forhånd, og det kan jeg godt forstå. Der var simpelthen slagsmål over alt. Det endte med at Klubben blev lukket 2 timer får tid den aften, og alle gæsterne blev sent hjem. Den aften var jeg meget glad for at jeg var færøsk mester i judo. Det eneste der skete mig , var jeg fik ødelagt en skjorte, og nogle blå mærker på kroppen. Andre var ikke sluppet så heldig som mig, men måtte til behandling.
Mere på vej!!
